9 alternative og inspirerende skrivesteder

Af Tine Weis, praktikant hos Cortekst

Mangler du inspiration til dit skriveri? Er der gået for meget pyjamas i den? Har du brug for at komme væk fra distraherende vasketøj eller en støjende kæreste?

Uanset hvad, så fortvivl ikke. Her er en lille guide med et udpluk af forslag til, hvordan du kan få ny inspiration, luftet hjernen og måske med en kage som belønning.

CAFÉ: Mangler du inspiration til dit skriveri, så har du her rig mulighed for at studere folk og måske endda høre brudstykker af samtaler, samtidig med at du kan forkæle dig selv med god kaffe og kage. Overvej støjniveau, evt. internethastighed, kageudvalg, betjening og ikke mindst selve rummet. Kan du sidde rimelig uforstyrret? Er der god energi?
Omgivelserne påvirker ubevidst dine følelser og dermed dit skriveri. Udvælg en håndfuld caféer, der opfylder de fleste af dine ønsker.

BIBLIOTEK: Det kan være dit lokale bibliotek, hoved- eller universitetsbibliotek. På biblioteket er det nemt at researche. Der er masser af bøger og kloge bibliotekarer, der gerne vil hjælpe. Derudover er der stille og ofte fri wi-fi. Nogle biblioteker har endda arbejdspladser.

COWORKING SPACE: At skrive kan være en ensom affære, så udover hurtigt wi-fi, inspiration og stemning får du her mulighed for at netværke. Nogle coworking spaces er medlemsbaseret. Andre har pay as you go-muligheder for freelancere.

Ulempen kan dog være, at der kan være for meget kaffeslabberas og afbrydelser.

GÅ EN TUR: Når du går, aktiverer du hjernen på en anden måde. Du får tankerne ned i kroppen og tænker mere klart. Brug en diktafon eller din mobil til at fastholde dine gode idéer og nye input.

PARKER/BOTANISKE HAVER: Frisk luft og fuglefløjt. Gå rundt som beskrevet herover eller tag et tæppe med og fla’ u’. Du kan sidde og studere naturen og folk og både få ny inspiration og energi til hjernen. Man skal ikke undervurdere frisk luft!

BUS/TOG/STATIONER/FLY/LUFTHAVNE: Her er der et personregister, der siger spar to. En blandet landhandel af forskellige sociale lag, kulturer og sprog. Medbring notesblok og forbliv mindful, da nogle steder godt kan være ret stressende og larmende.

ZOO/AKVARIER: Skriver du om dyr eller til/om børn, er zoologiske haver og akvarier et fedt sted. Du er tæt på inspirationskilden og kan få alt i børnehøjde. Medbring en god portion tålmodighed, da dette kræves ift. både dyr og børn.

Læste du noget, du kunne li’? Del det!


Facebook


Linkedin

2 replies
  1. Kenneth Schødt says:

    Foruden det Tine beskriver som gode steder, kan jeg anbefale en autocamper på en tur rundt i Europa eller blot på en strand i Danmark. Med et vindue åbent og folk der snakker rundt omkring, er du ikke det mindste ensom. MIN lyst til at skrive kommer vidt forskellige steder … nogen gange endda ved mit skrivebord. Tak for gode ideer Tine.

    Svar
    • admin says:

      Det lyder også vildt inspirerende at suse rundt i en autocamper i Europa! Jeg kunne godt forestille mig, det giver en masse stof til skrivningen.
      Jeg hilser fra Tine og siger tak, i lige måde.
      Vh Marie, Cortekst

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *