”Søren så en ko. Mette så en ko. Søren og Mette lo.”

Af Tine Weis
Praktikant hos Cortekst

”Søren så en ko. Mette så en ko. Søren og Mette lo.” Fra 1960 til 1980 skulle sætninger som disse lære 60-70 procent af alle danske børn at læse ved hjælp af læsesystemet “Søren og Mette”. Som skoleelev i 70’erne betød det, at jeg indholdsmæssigt virkelig måtte sluge nogle kedelige kameler i mit første skoleår. Undskyld, Søren og Mette! Heldigvis er der løbet meget vand i åen siden da, og på trods af jer, Søren og Mette, blev jeg alligevel fascineret af sprog og sprogets muligheder. Det var som nøglen til en anden verden. Som en ny leg, jeg kunne lege.

Nøglen kan åbne mange døre. Du kan fx vælge at gå ind ad den dør, hvor sproget er mere visuelt og billedligt. Her tænker jeg bl.a. på ordsprog og talemåder. Med dem kan man på en hurtig og sjov måde udtrykke lige præcis det, man har på hjertet. De er korte og skarpt formuleret. Ordsproget indeholder oveni hatten en erfaring eller leveregel. Man kan være så klog, at man kan undvære hovedet.

Søren og Mette fik en revival i slutningen af 90’erne, da de fonologiske principper, systemet bygger på, viste sig at være de mest effektive. Som lærer skal man også arbejde med ordsprog og talemåder, så for at peppe Søren og Mette lidt op, kunne man tage de briller på og gå ind ad storytelling-døren med børnene.  

Hvis du nu ikke kender hverken Søren og Mette, storytelling eller de gængse danske ordsprog og talemåder, så skal du bestemt ikke sidde der med håret i postkassen og ikke ane, hvad jeg taler om. Jeg åbner den nye dør for dig her:

”Søren og Mette ledte efter den der berømte ko, men der var ingen ko på isen! Det var også for varmt til sne og is, omend én svale ikke gør nogen sommer. Til gengæld var der så mange andre ting at kigge på. Så mange at de havde sommerfugle i maven og næsten ikke kunne få øje på skoven for bare træer. Der var en krage, der søgte mage. De havde også set, at der var ugler i mosen. ”Så er den ged barberet,” grinede Søren. Men han havde det med at lyve så stærkt, som en hest kan rende. Så Mette troede ham ikke og sagde stramt: ”Den går ikke, Granberg. Vi er på spanden, hvis du lyver hele tiden. Der må andre boller på suppen! Her er hverken ko eller ged.” Søren fik i det samme øje på en mølle. ”Løb, Mette” råbte han og løb, selvom han ellers var lidt af en sløv padde. ”Den, der kommer først, får først malet.” Fuld af krudt i røven løb de grinende om kap til møllen. Men hastværk er lastværk, og Mette kom til at træde i spinaten, da hun ville løbe en genvej. ”Pyt med det,” lo Søren. Men Mette græd og hældte vand ud af øret: ”Jamen, den som har skoen på, ved bedst, hvor den trykker.” ”Søde Mette, du må bide i det sure æble og komme over det. Hvor der handles, der spildes. At falde er ingen skam, men at blive liggende er.” Mette gloede på ham som en ko på en rødmalet port og lo så pludselig. ”Ha ha, Søren. En ko.” Hun pegede bag ham. Søren så en ko. Mette så en ko. Søren og Mette lo … og den, der ler sidst, ler bedst.”

Det er min erfaring, at det nogle gange kan være godt at lukke en dør for at åbne en ny – især når det gælder sproget. Jeg mener helt klart, at Søren og Mette kunne bruge et løft a la det, jeg har forsøgt mig med herover. For sproget har mange døre, veje og muligheder, og hvis man forsøger at kigge lidt ud i horisonten, kan en tekst få en helt anden betydning og mening … og endda blive lidt sjovere end originalen.