Kunsten at pitche

Abonnement

Et godt pitch fortæller på 30 sekunder, hvem du og din virksomhed er, og hvad du laver. Kan du gøre det krystalklart på et halvt minut, har du et godt pitch. Men det er ikke nok at have ét fast pitch – ha’ flere!

”Hej! Jeg hedder Mia, og jeg kommer fra Cortekst. Vi arbejder med tekstforfatning og korrekturlæsning.”

Sådan lyder en typisk introduktion, når jeg er ude og repræsentere vores virksomhed. Et godt pitch ligger klar på tungen, når det næste, og typiske, spørgsmål kommer: “Jamen hvad er det så, I laver?”

Hertil kan jeg svare, at tekstforfatning er mange ting, korrekturlæsning ligeså mange. Sidder du ikke med tekstarbejde i din hverdag, bemærker du nok sjældent, hvor meget tekst der egentlig er omkring os – hvis du gør, har du et skarpt blik.

Netop fordi tekst er over det hele, er det ikke noget, man umiddelbart bider mærke i. Det er lidt ligesom med ordsproget: Man kan ikke se skoven for bare træer. Skriftlig kommunikation er en så integreret del af vores samfund, at den ikke i sig selv skiller sig ud. Derfor er det for os helt naturligt at få spørgsmålet: Hvad laver I egentlig? Vi ved, det er de færreste, som nørder sproget, grammatikken og mulighederne i tekster ligeså meget, som vi gør.

Hvorfor ikke bare ét pitch?

Ét fast, klart pitch skal som sagt ikke være længere end 30 sekunder. Her fortæller du, hvem du er, og hvad du laver. Men hvis du arbejder med flere forskellige ting, ligesom os, så er det en fordel at have flere pitches, du kan vælge mellem, alt efter hvem der er modtageren af dit pitch. Det er vigtigt, at man hurtigt kan vinkle sine ord målrettet, så de rammer plet, og så din modtager kan relatere og forstå dig.

Et pitch skal kunne en hel del. Et pitch skal med få ord redegøre for det, der er det vigtigste om dig, og det, du kan. Dit ordvalg skal finpudses, så både dine sætningskonstruktioner og det narrative forløb er præsenteret. Med de rigtige vendinger fremstår du både mere professionel og mere skarp, og med et narrativ blandet ind i dit pitch skaber du personlig kontakt – og der er en større chance for, at dit pitch ikke ryger ind gennem det ene øre og ud af det andet.

Husk, hvad ord kan gøre, hold dig til et halvt minut – så har du et lækkert pitch!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *